Sider

tirsdag den 2. december 2014

Lidt men godt: Lav selv julepynt

Less is more. Sådan har jeg det med med mange ting. Især med julepynt. Misforstå mig ikke, jeg synes det er rigtig hyggeligt med nisser og gran i hver et hjørne - bare ikke hjemme hos mig selv. Der må det gerne være så enkelt som muligt og passe til indretningen. Den julepynt jeg vælger får til gengæld en central placering, så pynten kan komme i fokus. 

I år har jeg forsøgt mig med hjemmelavet julepynt i form af en masse stjerner i ler. Jeg har både lavet sølvfarvede med en træperle og hvide, der hænger samlet på en snor.




Du skal bruge: 
Ler
Kagerulle
Kageforme
Snor 
Ståltråd (til at skære leret ud)
Grillpinde (til at prikke hul)
Spraymaling
Evt. træperler

Jeg har brugt tyndt sejlgarn, så holder stjernerne sig selv på plads, frem for hvis man bruger glat snor. 
 
Fremgangsmåden giver næsten sig selv. Start med at rulle leret ud så overfladen bliver jævn. Du bestemmer selv tykkelsen, men det kan være en fordel ikke at lave dem helt tynde, da de så er mere vanskelige at have med at gøre. Omvendt synes jeg heller ikke, at de må blive at de må blive alt for tykke. Stik derefter leret ud i den ønskede form og lav hul med grillpinden.

Jeg lavede to huller i de stjerner, der skulle hænge på én lang snor, mens jeg kun lavede et hul i de andre. 



Derefter skal leret tørre. Det afhænger af tykkelsen, hvor lang tid det tager. Men regn med 24 timer. 
Herefter kan du spraymale dem i den farve, du ønsker. Men jeg synes nu egentlig også, at de var ret fine i den grå lerfarve. 

Voila. Sådan ser mine stjerner ud i vinduet.
De fleste stjerner er kommet op i vinduet, men jeg har også ladet nogle pynte på lærkegrene.
 Jeg er ikke helt tilfreds, så jeg tror, jeg forsøger mig med noget andet.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar