Sider

tirsdag den 16. december 2014

Er det tanken, der tæller?


Det er tanken der tæller, siger man. Og det er da i mange tilfælde rigtigt. En uventet gave kan vække enorm glæde - også selvom det "bare" er en buket blomster fra Netto eller en hjemmebagt muffin. Her er det vitterlig tanken, der tæller. Men til jul er det en lidt anden sag - for her forventes det jo, at man giver hinanden gaver - de allernærmeste familiemedlemmer i hvert fald. Og så er det lige pludselig ikke tanken, der tæller, men derimod pligten der kalder. 

Det ER hårdt arbejde. Gaveræset. Der skal udtænkes, udvælges, indkøbes og indpakkes gaver. For man kan jo ikke bare komme med en symbolsk gave til dem man er på gaveudveksling med - for der forventes noget mere end blot "en tanke", når det er jul. Helst en gave, som er udvalgt ud fra en detaljeret ønskeliste, så den ikke behøver retur til butikken til januar. 

Jeg har det lidt ambivalent med ønskesedler, egentlig. Jeg skriver dem selv - men kun fordi min familie efterspørger dem. For jeg laver løbende en lignende liste til mig selv og køber tingene efterhånden, som jeg får råd. For ofte er min ønskeseddel mere en liste over praktiske ting, jeg står og mangler, eller ting som jeg godt kunne tænke mig. Men det er da rart at sidde der efter en juleaften og kunne krydse alle ønskerne på listen af. Men ikke særligt overraskende. Samtidig oplever man sjældent den oprigtige glæde det er at få en uventet gave eller en gave, man ikke vidste, man ønskede sig og som gavegiveren har brugt tid på at udtænke.  

Selvfølgelig er der dermed en større risiko for at man rammer forkert. At gaven skal byttes. Men jeg kan godt lide at udfordre den risiko. Måske ikke med samtlige gaver jeg køber, men jeg plejer som regel også at købe noget, der ikke står på listen. Sådan er det også blevet i år. Et godt mix af gaver, jeg ved vækker glæde, og så de gaver jeg håber, gør det. Og så er der også blevet plads til enkelte hjemmegjorte gaver - som jo så ikke kan byttes. 

Jeg vil gerne overraskes og håber i år at få nogle gaver, der ikke står på min ønskeseddel. Ligesom jeg håber, at de overraskelser, jeg har fundet på, falder i god jord. For jeg synes at det viser, der er lagt en ekstra tanke bag gaven - og det er jo tanken, der tæller.  



1 kommentar:

  1. Det er spot on! Har det ambivalent med ønskesedler - på den ene side er der nogen jeg bliver nød til at give det fordi de ønsker det og så er der bare nogle mennesker der rammer helt ve siden af og man får noget der slet ikke er en og så måske ikke engang kan byttes ;-) Men elsker også overraskelser og at overraske. Så her er det en blanding - også kedelige ting som underbukser og sådan nogle ting. Man har vel kendt hinanden i 10 år ;-) Haha!

    SvarSlet